Stout 2005 fra Aarhus Bryghus
Stout 2005
Navn Stout 2005
Bryggeri Aarhus Bryghus
Første bryg 2005
Øl type Russian Imperial Stout
Alkoholprocent 8%

Beskrivelse
Stout 2005 er inspireret af den engelske Imperial Stout. Imperial Stout er som øltype oprindeligt udviklet til Zarens hof i Skt. Petersborg. I 1800-tallet var denne øltype meget populær. Øllet bryggedes i England og sejledes til Rusland. For at holde til den lange rejse gjorde man øllen ekstra stærk i forhold til de Stout, der solgtes i England. Øllet tappedes ofte på champagneflasker.

Aarhus Bryghus udgave er ufiltreret og upasteuriseret. Det høje alkoholindhold på 8%, sammen med en lille rest af gær, er med til at sikre holdbarheden af det sorte øl. Der er anvendt uraffineret rørsukker fra Mauritius som ekstra smagsgiver. De fleste engelske ales er brygget med uraffineret rørsukker. Ved at anvende uraffineret sukker, får man smagsnoter fra rørsukkeret med i den færdige øl. Farven er i den lyse ende af skalaen. Til gengæld er der ikke tilsat karamelkulør i denne Stout!

Smagen af Stout 2005 er tyk og fed. Selvom det er en kraftig øl, er det ikke humlen, der er dominerende. Det gør den lettere at gå til, end mange andre sorte øl. Der er endvidere en svag sødme fra rørsukkeret, der er balanceret med humlen. Med tiden vil humlebitterheden fortage sig, og sødmen vil dominere.

Den unge Stout 2005 vil være en god ledsager til et stykke mørkt kød eller en kraftig gryderet. Den vil helt sikkert være oplagt at drikke til Juleanden eller flæskestegen. Dansk Julemad er udviklet gennem århundreder, hvor vi altid har drukket øl til. Derfor egner øl sig bare bedre til det danske køkken.

Stout 2005 vil også være en glimrende ledsager til alle oste. Prøv at servere rugbrød til ostene. Rugbrødet og Stouten vil løfte og komplimentere ostene.

Serveringstemperaturen for Stout 2005 må gerne være cirka 10 grader. Det gør ikke noget at den yderligere varmes i glasset, det kan den sagtens tåle.

Med tiden vil humlebitterheden aftage og sødmen vil dominere. Om cirka 2 år vil Stout være en spændende ledsager til en kraftig chokoladekage!

Gem en kasse, glem den og glæd dig! Men vent ikke for længe. ved at gemme den mørkt og køligt er det ikke usandsynligt, at den vil holde sig i årevis.


Denne øl hedder også:
   Imperial Stout 2009 fra Aarhus Bryghus
   Imperial Stout 2010 fra Aarhus Bryghus



Genanmeldt af Maria
4. maj 2010 08:51 af Maria
Aarhus Bryghus, Imperial Stout, 5-6, 8%
Det er en sort øl med et rødt skær og et lysebrunt/grålig, cremet skum. Duften er præget af ristet malt, lakrids og let karamel. Smagen har en let sødme og noter af ristet malt, lakrids, let karamel, og den har en ristet bitterhed og en tør finale. Den er OK, men som Imperial stout, synes jeg den er for let i kroppen.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af P
13. februar 2006 19:30 af Pman
Jeg har svært ved at finde de pæne ord og hæfte på denne stout. Jeg synes for det første ikke den dufter godt. Den har en lidt "træg og gammel" lugt. Og smagen er præget af malt og en syrlighed jeg finder ikke hører hjemme i en stout. Kaffe, karamel og andre lækre ristede "elementer" kan jeg slet ikke finde. Nope, denne stout er bestemt ikke noget jeg vil placere i kategorien "stout". Og ved faktisk ikke hvor den hører hjemme, men Imperial stout inspiration er der efter min mening ikke tale om. Ikke enggang med et langskud. Tror man i Århus skal bruge noget energi på at få forfinet dette bryg!
  • Anmeldelsen

Anmeldt af KilkennY
2. november 2005 14:54 af KilkennY
Jeg har både smagt denne Stout fra flaske, og senest fra fad til fynske øldage, hvor den endda blev skænket af brygmesteren (Niels Buchwald) selv. Jeg synes klart bedst om fad-udgaven, hvor den synes mere kraftig, og skummet en anelse mere bastant og vedvarende. Ens for dem begge er dog, at øllet er mørkebrunt og skummet er cremet. Smagen og mundfølelsen er mild og blød, hvor den på mange måder minder mig om "Mors Stout" fra Refsvindinge Bryggeriet. Duften præges mest af chokolade og en anelse kaffe.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Maria
31. oktober 2005 12:19 af Maria
Fynske Øldage 2005, Odense. Denne stout skulle læne sig op af en Imperial stout, hvilket jeg ikke synes den lever op til hverken hvad farve, mundfølelse, aroma eller smag angår. Den er brun/sort og dens smag er let sødlig, ret bitter og tør med ret så diskrete noter af lakrids og kaffe. Jeg synes den virker meget atypisk, og spekulerer lidt på om der kan have været noget galt med flasken...
Men muligvis er det blot sådan den unge udgave af dette bryg skal være...
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Mary
14. oktober 2005 22:06 af Mary
Indrømmet! Det er ikke let at skulle ledsage Häagen Dazs Belgian Chocolate, og denne stout drukner da også i slipstrømmen af denne helt suveræne chokoladeis. Efter min smag er den alt for kulsyreholdig, og jeg har svært ved at få hænderne op over hovedet i begejstring. Godt nok er det en mørk øl, og den har da også en let brændt, mørk smag, men... det skal være et virkeligt godt bud, hvis den skal ende i min indkøbskurv igen.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Habanero
9. oktober 2005 18:25 af habanero
Rigtig nydelig stout med en lækker og meget stabil skumdannelse. Farven er sort/brun, ufiltreret. Kroppen er lidt svag for en mørk stout. Eftersmagen mangler lidt bitterhed; men alt i alt en meget drikbar øl.
  • Anmeldelsen

© g2b.dk

0,1445313