Semper Ardens Bock fra Carlsberg Danmark
Semper Ardens Bock
Navn Semper Ardens Bock
Bryggeri Carlsberg Danmark
Første bryg
Øl type Traditional Bock
Alkoholprocent 7,1%

Beskrivelse
Hugget i granit:
"Semper Ardens" står der hugget i granit over hoveddøren indtil Carlsberg gamle laboratorium – en af Carl Jacobsens sentenser. Den betyder ”altid brændende” og var bryggerens krav til brygmesterens arbejde med øllet.
Semper Ardens er også navnet på det projekt, hvor Carlsberg i samarbejde med flere af sine brygmestre og nogle af landets førende gastronomer har sat sig for at udviklet øllet og øllets samspil med maden:
Der vil blive brygget en serie helt unikke øl. Bock er den seneste øl i rækken af Semper Ardens bryg, som nu er tilgængelig udvalgte steder.

Brygmesteren:
Brygmester Hans Fogh er civilingeniør i kemi og arbejdede som biokemiker, inden han startede på brygmesteruddannelsen ved den Skandinaviske Bryggerhøjskole.
”I projekt Semper Ardens ville jeg gerne brygge øl med danske rønnebær- og porseekstrakt som smagsgivere. En kombination, som fordrer en mildt humlet øl med en solid bund. Derfor valgte jeg at brygge den tyske øltype bock, som netop har de kendetegn. Det færdige resultat blev Carlsberg Bock, som har fået en fin balance mellem aromaerne fra øl, rønnebær og porse.”

Udseende:
Betragt øllet og vær opmærksom på farven, som kan variere fra lys gyldengul til helt sort afhængig af øltype. Det anbefales at øllet nydes ved ca. 10-15 grader; jo varmere, jo mere eftersmag.

Smag:
Carlsberg Bock er en fyldig, let sødlig øl brygget på en maltblanding bestående af münchenermalt, pilsnermalt og karamelmalt, som giver øllet en mørk, rødlig farve.
Som de fleste bock øl er den undergæret, og humlearomaen er afdæmpet. Det specielle ved Carlsberg Bock er tilsætningen af krydderekstrakt af porse, samt af friske og tørrede rønnebær. Rønnebærrene giver øllet en sødlig aroma, som går godt i spænd med den krydrede duft af porse.

Mad:
Carlsberg Bock smager fortrinligt til lufttørrede kødprodukter. Til en gang tartar rørt med dijonsennep, til ommeletter og til risotto, gerne med svampe.
Den er i særdeleshed god til fasan eller vildand med flødevildtsauce, til stegt kylling eller en stegt svinekotelet, hvor panden er kogt af med Carlsberg Bock og lidt smør er pisket i stegeskyen.
Carlsberg Bock klæder også lammeretter, hvor der indgår rosmarin, timian, salvie, sar, laurbær eller tørrede abrikoser.
Den er også dejlig til rimsaltet torsk med stuvede kartofler eller sammen med fyldige fiskeretter, som f.eks. porcheret laks med hollandaisesauce.


Anmeldt af Gerhard
14. marts 2008 22:37 af Gamlegrå
En fra skabet årg 07
Flot mahognifarvet øl - ok skum , som har en lokkende maltdugt i sig , sammen en smule humle , og mere sødme , uden at blive for meget

Den smager dejligt fyldigt m en god sødme , som langtsomt ebber ud - kunne bruge lidt mere krop , men en udemærket øl her nu til fyraften - God Weekend til alle.....
  • Anmeldelsen

Anmeldt af Maria
18. januar 2008 21:49 af Maria
Det er en mørk rødlig ravfarvet øl med et flot stort skum. Duften er maltet og smagen har en fin balance mellem malt og humle med en let sødme og lette noter af karamel samt frugt, blandt andet grapefrugt, der giver en tør finale. Det er en udmærket bock.
  • Anmeldelsen

Anmeldt af KilkennY
30. november 2007 13:56 af KilkennY
Semper Ardens Bock er en flot rød øl med et moderat hvidt skum. Duft og smag er sød som bør være i denne type øl, og kulsyreindholdet er ligeledes lavt som det bør være.
Eftersmagen vander lidt ud hvilket måske gør den lidt for let drikkelig, men ellers synes jeg det er en god øl, som har det meste af det en god Bock bør have.
  • Anmeldelsen

© g2b.dk

0,109375